TLC - En verden for sig


TLC er EN VERDEN FOR SIG på flere planer. En isoleret lille boble, hvis setting giver associationer til både Løvernes konge og Pippi Langstrømpe, med kombinationen af dyr, natur, varme, liv og hurlumhej. Børnehjemmet er et flerstjernet hotel ift. de traditionelle Afrika forestillinger. LIV er nok det ord, der bedst beskriver atmosfæren på TLC.

The Nursery er et følelsesfyldt forum med alt fra sireneskrig og hosteflips til første forunderlige ting: Første skridt, første forståelige ord, første smil, første flaske osv. Der er smil og grin i alle former og nuancer: Smittende kluklatter og grineflips, samt gådefulde smil i søvne, forsigtige trækninger, der breder sig til smil, drilske vip med mundvigen og tandpastasmil. Der er børnekys med åben mund, kindkys og kys sendt i luften på kryds og tværs.Ansigtsudtrykkende varierer fra glad gensynsglæde og nysgerrighed, til udtænkningen af spilopper og skæren ansigter i protest over medicin eller utilfredshed med maden. Tårer er der også af forskellig karat: Der er de behovsorienterende (jeg er sulten/ træt/ syg), drama queen tårer, og der er volontørernes glædestårer ved adoptioner, og tårer af afmagt over for nyheden om positive HIV test resultater eller alvorligt syge babyer.

Volontørernes dresscode er et godt mix af babymos, lidt indtørret grød, spyt, savl, mælk og gylp. På en heldig dag måske også bræk og tispletter. (Springvandet, der kan møde en ved åbning af bleen var min første bleskift på TLC, hvilken velkomst!) Spytte- eller råbeleg startes og smitter under middagen. Der er uventede ticsagtige hovedbevægelser fra nogle under måltiderne, kræsenpinde med lynlåsmunde og taknemmelige grovædere blandt andre. Der er musiktime fyldt med sanglege, fagter og fridans, og kjoledage, hvor alle pigerne i The Nursery bliver dresset op. Der er børn, der afskyr det daglige bad, andre der ikke kan få nok og formår at overdynge volontører og flere kvadratmeter i vildskaben.

Der kommunikeres med simpelt tegnsprog kombineret med forsigtige forsøg på formuleringer hos de største, og med mimiker, smil, pludren og gråd af forskellig art på andre niveauer. Der er syge babyer med høje temperaturer samt oxygental der skal tages, og medicin der skal gives. ”Happy hour”begynder når sengetiden nærmer sig, men flaskerne ikke nærmer sig hurtigt nok efter børnenes mening, og der er herligt kaos, når volontørerne skifter alle til pyjamas i rekordfart, mens de underholder og fikser flaskerne med den anden hånd. Kontordamens ringetone “Crazy” er SÅ velplaceret dette sted på denne tid især. Pusterum i The Nest, ved de helt små babyer, er der når alle er badet og madet, mætte og tilfredse og alt ånder idyl for en tid. Der er babyer, der trygt falder i søvn i armene på en ved fyraften, andre der segner om inden de har nået sengen, og atter andre, der helst skal have historier, sang eller klappes på ryggen inden de kan falde til ro.

TLC er Carpe diem: En ting af gangen, en time af gangen. Stedet er præget af forskellighed - i volontørernes opdragelsesmetoder, metoder i det hele taget, kulturforskelle og ikke mindst i variationen af børn. Vendingen TIA – This Is Africa konfronteres man af og til med, og man lærer sig at betragte strøm, vand, personale og tiden som relative størrelser og klare sig uden i nødsituationer.

 


Der er mange guldøjeblikke, men det største er adoptionerne: At se børnene gå til forever families, at se dem få en fremtid er fantastisk. Nye børn modtages hurtigt og tager pladserne. Den konstante udskiftning gælder ikke kun børn, men også volontører og rutiner.Kærligheden til børnene er det eneste der er fuldstændig konstant.


The Nursery består af 40 nuancer af mørke hudfarver og dybe bedårende brune øjne. Alle med forskellige vilkår, fortid, fremtid og personligheder inde bag. Nogle er forladt og formidlet videre til TLC som helt spæde, andre har tilbragt måneder understimuleret i hospitalssenge inden. Enkelte har HIV, de fleste har været i risikozonen for at få det. Andre har været misbrugt og mange er overladt pga. fattigdom og sygdom, måske med håb om bedre muligheder eller som sidste udvej.


tlc-vol-2

 

 

Sponsor Justcoffee

Sponsor Isangs

Scroll to top