thefarm_art

Historien om TLC

I 1993 havde Thea i nogle år arbejdet som frivillig på et børnehjem og været vidne til de små babyers hjerteskærende historier. Derfor søgte hun autorisation fra "Departementet for Sociale Services" til at drive børnehjem og TLC (The Love of Christ Ministries) blev etableret.

Det var en svær tid politisk at starte TLC. Sydafrika var et usikkert sted i oprør. Det var nemlig et år før det nye Sydafrika blev til.

Thea og hendes familie blev ikke hyldet da de startede, men oplevede kritik fra næsten alle. Sundhedsmyndigheder, kristne medborgere, familie og venner – ironisk nok de mennesker som de havde forventet ville acceptere og yde opbakning. De var meget chokerede over dette.

Det almindelige argument var at det var politisk ukorrekt at tage disse “sorte” børn ind i et hvidt hjem. Familien Jarvis kunne kun få støtte, hvis de var rede til at gøre arbejdet uden for eget hjem og derfor tilbød kirken at købe et forladt hus til dem.

Men Thea er Mor med stort M. Enhver mor ved at babyer har behov for omsorg og næring fra en mors betingelsesløse kærlighed 24 timer i døgnet. Alle børn har behov for et hjem og et hjem er mere end mad og husly, det indeholder selvfølgelig en familie.

Det er Theas overbevisning at et hjem og en kærlig familie bringer orden i små børns liv. Det er essentielt, fordi et barn ikke er født med viden om, hvad der er rigtigt og forkert. Der skal et hjem til at udvikle en god moral hos barnet, til at give barnet nogle værdier, og det er værdierne, som binder en familie sammen.

Thea og hendes familie var fast besluttede og ville ikke lade sig kue. Så efter et opgør med familie og venner måtte de sige farvel til nogle af dem, selv med kirken som de tilhørte for at udføre Familien Jarvis' mission - nemlig at rede nogle af de små børn i Sydafrika.

I april 1993 kom de første to efterladte børn til TLC - to drenge, Joshua og Reuel. Thea fandt dem på Baragwanath Hospital mellem 40 andre små forladte babyer kun 3 uger gamle. En lille albino dreng Tommy fulgte året efter. To år senere blev Tommy testet positiv for HIV, og der blev grædt spandevis af tårer, for han havde smeltet alles hjerter. Det var forsmagen på den svære vej, som det er at have et børnehjem.

Efter Tommy kom en lille dreng med hareskår og ganespalte, Brendon. Han var blevet forladt på Johannesburg Hospital. Hurtigt efter kom Crispin som var blevet født af en 13 årig gadepige. Hun havde i forvejen et barn på 1 år og et barn mere ville være alt for meget for hende.

Efter at Brendon og Crispin var kommet, tog det fart for TLC, og flere og flere babyer fandt vej til børnehjemmet. I 1998 var hjemmet i Mulbarton fyldt til randen med 17 børn, hvoraf de 12 allerede var blevet adopteret.

Med hjælp fra den Katolske kirke blev gården i Eikenhof købt. Gården havde et kæmpe hus med mere end rigelig plads til alle. Det var i alt fald hvad de troede, for efterhånden er de blevet flere og flere.

Thea har i dag adopteret i alt 14 børn. Joanna, Theas ældste datter, har et biologisk barn og har adopteret 4. Pippa, Theas næstældste datter, har adopteret to drenge. Så nu er der 20 børn som hører til TLC’s "forever family", familie for tid og evighed. Herudover er der yderligere 10 børn, som permanent er tilknyttet familien. Af forskellige grunde er de ikke blevet adopteret endnu.

De ældste drenge Joshua og Reuel fyldte 13 år i april 2006 og de andre følger snart.

Thea fortæller: ”Jeg er stolt over al den kærlighed, vi har kunnet give dem og stolt over at se, at det har båret frugt. Alle børnene udvikler sig til vidunderligere unge kvinder og mænd. Jeg er beæret over, at de kalder mig for mor og venter spændt på at se, hvilke bidrag de kommer til at give til verden.”

Det har aldrig været TLC's intension at være et stort børnehjem, for tidligere erfaringer med offentlige børnehjem viser at, med et større antal børn mindskes kvaliteten. Indsatsen er derfor blevet lagt i at strømline adoptionsprocessen for hurtigt at kunne placere babyerne i kærlige familier, deres egne ”forever families”. På det punkt har de haft stor succes. Ved årsskiftet 2005/2006 havde TLC placeret lidt over 500 babyer i vidunderlige, stærke og kærlige familier, både i Sydafrika og i resten af verden, hvor børnene har mulighed for at udvikle deres potentiale.

På nuværende tidspunkt har TLC 36 små babyer, som bliver passet i et dejligt børnehus som er bygget sammen med Theas hjem. Babyerne bliver passet af en gruppe frivillige unge mennesker som kommer fra hele verden. De arbejder hårdt for at tage sig godt af alle de små babyer.

Sponsor Justcoffee

Sponsor Isangs

Scroll to top